Studieskolens ungarsklærer


Gyorgy Sajo er født og opvokset i Budapest i Ungarn, hvor han har studeret kordirigering på det berømte Liszt Ferenc Musikakademi. Han havnede ved et tilfælde i København i 1990, hvor han har boet lige siden. Her har han studeret hebraisk sprog og jødisk kultur på Københavns Universitet. Gyorgy brænder både for musik og sprog, og ud over at undervise ungarsk har han en organiststilling i København.

Gyorgy anbefaler lige nu:

Steder – Budapest, selvfølgelig! Jeg har en svaghed for det gamle jødiske kvarter i den indre by, hvor små jødiske forretninger og pragtfulde synagoger skjuler sig i smalle gader – og at spise en ”flódni” på Centraleuropas eneste kosher konditori.

Vin – Ungarns bedst bevarede vinhemmelighed er de mange pragtfulde lokale hvidvinssorter. Prøv en duftende Királyleányka fra Eger eller en knasende tør Juhfark fra Somló-bjerget i det sydlige Ungarn.

Musik – Táncház (dansehus) bevægelsen, hvor man holder de gamle ungarske folkemusik- og folkedanstraditioner i hævd, er populær blandt de unge. Oplev den muntre feststemning i en af de mange ”táncház” i Budapest, eller lyt til en af de mange indspilninger fra folkemusikgruppen Muzsikás med sangeren Márta Sebestyén.


 

Tilbage til kurserne i ungarsk»